Arbejdet bag PC-skærmen fik Per ud på cyklen

Per cykler ud hjemmefra og typisk en 70-80 km. pr. dag. Han planlægger stort set kun den første overnatning, hvorefter han improviserer de følgende overnatninger fra dag til dag. Første dag gik til Juelsminde over Hjarnø og turen i dag startede fra DanHostel i Fredericia.
Han har tidligere kørt flere ture, der startede i Viborg og fulgte Hærvejen ned til Padbog. Han glæder sig meget over skønheden, stilheden og især de mange natur-overraskelser turene giver.
Et mangeårigt job bag en computerskærm fik ham på tanken om at komme mere ud i fritiden og cyklen blev hans bedste måde at komme ud på. Det har nu stået på i omkring 20 år. Turene er ikke nøjere planlagt, og han cykler rundt, indtil han får hjemve, som han siger.
